onsdag den 1. januar 2014

En lille fyr og noget om at amme!

 
Først vil jeg starte med at sige godt nytår, ved ikke om i stadig er der;) ved heller ikke om jeg er tilbage på bloggen for good. Nu prøver jeg...
 
Der er sket meget siden jeg var på sidst. D 13/8-2013 blev vi forældre til lille dejlige Ludvig. Hans start på livet var lidt hård, både for ham og os. Den lille fyr ville ikke tage på så det skulle vi ha lidt hjælp til. Det resulterede i flere indlæggelser og en storebror der slet ikke kunne finde ud af hvad der skete. Amningen gik bare slet ikke, og det var med mange tåre og dårlig samvittighed over for den lille Ludvig at jeg måtte erkende at det bare slet ikke gik... Havde virkelig set frem til at amme igen, havde slet ikke tænkt tanken at det kunne blive et problem!
 
Og det værste af det hele var egentlig den reaktion fra omverdenen. Hvorfor er det sådan et tabu når man ikke ammer? Ved godt at det sikkert ikke er ment sådan, men blev flere gange mødt med spørgsmålet - ammer du ham ikke!? Hvorfor føler jeg at jeg skal forklarer mig over for disse mennesker, som man møder i bussen, caféer og andre steder i det offentlige rum.
 
Efterhånden som man snakker med andre mødre finder man ud af at der er SÅ mange der har haft problemer med at amme, på den ene eller anden måde. For mange kommer det som et chok hvor ondt det kan gøre, hele problematikken om man har mælk nok o.s.v Jeg ville ønske at jeg da jeg ventede vores første barn fik "sandheden" om at amme at vide. Så var jeg da i det mindste forberedt.
 
Lige nu sidder han på skødet af mig, og jeg kan lige ane lidt ostehaps i hans hår. storebror var så sød at klappe ham på hovedet med sine ostefingre - søskende kærlighed :)  Ludvig næste 5 måneder i dag og en rigtig lille basse! Jeg har accepteret at han er flaske barn, og det var det der var det bedste for ham. 
 
 
 

9 kommentarer:

  1. Stort tillykke med ham og godt i fandt jeres ( ludvigs) måde at gøre tingene på ;) bare det virker er det jo ligegyldigt hvad andre tænker :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak:) Ja du har helt ret, det er SÅ ligyldigt hvad andre tænker. Men det er bare ikke nemt at tænke i situationen, ville ønske jeg var bedre til det!
      Vh Mette

      Slet
  2. Tillykke med Ludvig.
    Din overskrift fangede mig lige, sidder nemlig i "det knap så hyggelige amme tilværelse for tiden". Fødte min søn for 3 dage siden og kæmper med at få det til at køre. Storebror på 2 år er flaske barn efter indlæggelse pga vægttab og jeg fortryder ikke at vi valgte flasken, idet det har givet min mand og søn et utroligt tæt bånd. Nu her ved nr 2 har jeg også ofte oplevet folks reaktioner, så som har du så tænkt dig at amme nu, eller det bliver bare så skønt at amme igen, og hvor har jeg tit haft lyst til at sige noget a la jeg da godt ved at Gud har udstyret mig med 2 bryster men det er altså ikke lig perfekt amning:) Vi er jo også udstyret med 2 ben og det gør os da ikke til marathonløb løber.
    7-9-13 så tror jeg det går sådan at lillebror skal ammes i længere tid, krydser fingere for kontrol vejningen i morgen.

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak:) Og tillykke med din søn. Ja det er jo en helt fantastisk måde for fædrend at være med på, de bliver mere en del af det. Og ja lige netop, ikke alle kvinder er skabt til at amme!!
      Håber det beste for jer, og at lillebror tager fint på om det er med bryst eller flaske. Vi gør jo alt af kærlighed og med den overbevisning at det er best for vores barn.

      Vh Mette

      Slet
  3. Tillykke med den lille fyr. Fik lige lyst til at skrive, da jeg selv har haft tre meget forskellige oplevelser med amning. Har altid haft ambitioner om at amme og troede inden jeg fik mit første barn, at det var mit valg at amme og fik også at vide, at det var sååå hyggeligt. Men fuck det var noget møj - min baby startede i kuvøse og lå på sygehuset i 10 dage, hvor jeg kun en til to gange om dagen fik lov at holde/amme - ikke de bedste ods, men amme ville jeg ("det skal man da") og det gjorde da heller ikke en førstgangs mor mindre stresset. Jeg kæmpede i to måneder med amning inkl prystpumpe for at få det til at lykkes, men måtte opgive da min lille pige slet ikke tog nok på ( puha... kan virkelig se på billederne af hende her bagefter, at det var tiltrængt med en flaske og dermed næring til pigebarnet )

    Min datter nr 2 ammede jeg i 4 mdr og det gik bedre, men hun var også lidt svær at amme, da hun ligesom "sugte spaghetti" med munden. Selvom det også var imod min moderlige vilje, så tøvede jeg ikke nær så længe med flasken, da jeg nægtede at skulle se en underernæret baby igen!

    Nu har jeg fået en søn, Storm (født 8. aug :0)) så også fem mdr som din Ludvig og kunne fra første gang jeg ammede ham mærke, at han kunne bare det skidt der. Jeg ammer ham stadig og han gider hverken flaske eller mos endnu, så der er altså også forskel på børn. Selvom vi har så nemt ved at give os selv skylden for alt hvad der rører ens børn, så er de altså individer der agerer forskelligt. Vi skal ikke være så hårde mod os selv, men klappe os selv på skulderen for at vi netop gør det, der er bedst for vores børn.

    Det blev vidst lidt langt, men ville bare sige, at du bestemt ikke er alene om de oplevelser og dejligt at du har accepteret at amningen ikke lykkedes.

    Kh. Christine

    SvarSlet
    Svar
    1. Hold da op en omgang i har været igennem. Var du ikke lettet da beslutningen var truffet om at stoppe med at amme? Noget af det jeg syntes der var det sværeste, var at jeg ikke var sikker på hvor meget han tog på når jeg ammede ham, det var SÅ hårdt at se det lille menneske ligge der, og han skulle bare tage på! Så der var nærmest tale om tvangsfodring. For ikke at tale om det cirkus det var med at pumpe ud, modermælk først med kop, så sonde og så pyyha flaske!

      Hvor er det dejlig for dig at lille Storm bare kan det der:) og egentlig også vildt at børn er SÅ forskellige når de kommer fra samme fabrik;)

      Tror vi er mange i samme båd, syntes i hvertfald jeg møder mange mødre der har været igennem samme eller lign. forløb. Så ja som du skriver må vi klappe hinanden på skulderne og bekræfte hinanden i at vi gør det rigtig. Måske vi på den måde kan give nogle af fordommene baghjul:)

      Vh Mette

      Slet
    2. Jo Mette, helt bestemt en lettelse når man endelig ser sin baby tage på, samt slipper for konstant at sidde med et akrigat af en brystpumpe, som kun udløser en sølle slurk! Men også et kæmpe nederlag, når man bare ser sin baby sluge den flaske i sig.. så der er mange følelser med. Har bare accepteret at det måtte være sådan og ved at jeg gjorde hvad jeg kunne indtil nok var nok. Idag er jeg bare de erfaringer rigere og heldig at Storm ville samme vej som jeg.

      Pøj pøj med lille Ludvig (skønt navn iøvrigt ;0)) og tak fordi vi må følge med i din verden!

      Slet
  4. Skønt billede af i to:-)

    Ordet 'amning' kan få det til at løbe mig koldt ned af ryggen, fordi det for mig var SÅ svært og så fyldt med forvirring og frustration.

    Med Karoline lykkedes amningen aldrig. Jeg havde en hård fødsel, og selvom vi blev på patienthotellet i 7 dage lykkedes det aldrig at få mælken frem eller få Karoline til at sutte. Personalet på patienthotellet kæmpede deres kamp og nogle gange ville jeg faktisk ønske, at de havde sagt stop for mig. Men det gjorde de ikke, og til sidst måtte vi selv erkende, at nu var det nok. Efter nogle dage var det faktisk OK, og jeg havde en fin oplevelse med at give flaske.
    2. gang var jeg totalt cool inden fødslen og var klar over, at amningen måske ikke ville lykkes. Men da jeg så sad med Luna Marie i armene, og hun gerne ville sutte, var min mission klar - denne gang skulle det bare lykkedes! Men nogle gange kan man ønske, hvad man vil uden at det bliver til virkelighed. Endnu en gang mislykkedes det, og endnu en gang sad jeg tilbage med et flaskebarn. Og det var rædderligt! For jeg havde fået mig selv til at tro, at amning var det eneste rigtige, og jeg følte mig SÅ forkert og forfejlet. Bedre blev det ikke af kommentarerne fra omverdenen - ligesom dig oplevede jeg at blive spurgt "SIG MIG; AMMER DU IKKE?!?" af en person, som jeg ikke var tæt med. Det tog mig lang tid at komme over sorgen over den mislykkede amning.

    SvarSlet
  5. Åh hvor må det ha været hårdt! og så som førstegangsmor, alt er nyt, man aner ikke hvad man går ind til. og det sidste man havde regnet med var at det skulle blive et problem at amme -det er jo 'bare' at lægge barnet til...not! For mig sagde de fra på mine vegne, og det var en kæmpe lettelse med det de kaldte ammepause.

    Det kan virkelig tage tid at acceptere det. Syntes stadig jeg drager et indre suk når jeg ser en mor amme hendes lille barn. Det vil nok sidde i mig længe, og som en jordmoder sagde - man kan have dårlig samvittighed over man ikke kan amme sig barn, men man skal gøre det der er best for barnet, og er det flaske ja så må man pakke den dårlige samvittighed væk!

    Vh Mette

    SvarSlet